Tjek dit blodtryk hjemme og få sendt resultatet til lægenRingkjøbing Amt06/11-2003 Et helt ny forsøg har set dagens lys. En række private virksomheder har sammen med offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner iværksat et medicinsk projekt i Ringkøbing Amt, der skal udvikle teknologien, som gør det muligt for patienter i Ringkøbing Amt at måle deres blodtryk hjemme og via tele-teknologi kunne sende resultatet til egen læge eller til sygehuset. Blodtryksforhøjelse er en folkesygdom, som godt 20 - 30 % af befolkningen har. Ubehandlet blodtryksforhøjelse medfører øget sygelighed og dødelighed blandt andet på grund af komplikationer i hjerne, hjerte og nyrer. Det nye projekt er en fortsættelse af et tidligere gennemført telemedicinsk blodtryksprojekt, som realiseredes på baggrund af et samarbejde mellem Medicinsk Forskning, Holstebro Sygehus, praktiserende læger i den nordlige del af Ringkøbing Amt og B&O Medicom A/S. Dette projekt resulterede blandt andet i videnskabelige artikler og en ph.d.-afhandling. Nogle væsentlige budskaber fra projektet var, at blodtryksmåling i hjemmet under kontrollerede omstændigheder er bedre end blodtryksmåling i lægens konsultation, og at telemedicinsk kommunikation vedrørende blodtrykskontrol og behandling kan gennemføres. Formålet med det nye projekt er dels sundhedsfagligt, dels teknologisk. Den sundhedsfaglige del vil sammenligne telemedicinsk baseret blodtrykskontrol med måling af blodtryk i hjemmet og telemedicinsk kommunikation til lægen med blodtrykskontrol og behandling ved den almindelige og velkendte metode i lægens konsultation. Det er herved målet at afklare, om telemedicinsk baseret blodtrykskontrol er bedre, giver større livskvalitet og er billigere for samfundet end konventionel blodtrykskontrol. Den teknologiske del har som ambition at udvikle nyt medicinsk teknologisk udstyr, der baserer sig på nyeste viden indenfor embedded (indlejret) software kombineret med den nyeste forskning omkring blodtryksmåling. Projektet vil udvikle et bærbart blodtryksmåleudstyr til måling i hjemmet og automatisk overførsel af data til lægen og sygehuset. Til opsamling og behandling af data udvikles et internetbaseret EDB-program til den praktiserende læge og Medicinsk Forskning. Man ved, at effektiv diagnostik og behandling af forhøjet blodtryk øger livslængden, nedsætter sygeligheden og nedsætter forekomsten af komplikationer. Det er en del af projektet at sikre, at forskningsresultaterne både på det teknologiske og det lægefaglige område bliver formidlet i videnskabelige tidsskrifter, i videnskabelige selskaber, til konferencer og via hjemmesiden http://www.tmpb.dk, samt at den nyeste viden på det medicinsk teknologiske område via et nyt virtuelt læringsmateriale bliver formidlet til studerende på de videregående IT, ingeniør- og teknologiske uddannelser. Konsortiet bag projektet består af: Handels- og IngeniørHøjskolen i Herning, Medicinsk Forskning, Holstebro Sygehus, B&O Medicom, praktiserende læger i den nordlige del af Ringkøbing Amt, Den Regionale Udviklingsenhed, Ringkøbing Amt, Datalogisk Institut, Århus Universitet, Kolle, IT-ingeniørfirma Aps, CIM Electronics A/S, Falck Danmark A/S. |
|||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |