Erstatninger på vej til fjerkræ- og vildtfugleproducenterFødevareministeriet28/03-2004 Udbruddet af Newcastle Disease i sommeren 2002 var det til dato mest omfattende udbrud i Danmark nogensinde. Fødevareminister Mariann Fischer Boel besluttede derfor helt ekstraordinært at ansøge Kommissionen om godkendelse til at udbetale erstatning til de fjerkræ- og vildtfugleproducenter, der uden at være smittet blev omfattet af restriktioner med tab til følge. Under sygdomsudbruddet blev der etableret beskyttelseszoner for at bekæmpe sygdommen og dæmme op for yderligere smittespredning. Cirka 30 besætninger blev på den måde forhindret i almindelig handel med dyr og æg. I overensstemmelse med statsstøttereglerne blev der ansøgt om, at den ekstraordinære erstatning finansieres 50/50 af henholdsvis det offentlige og Fjerkræraadets midler. Kommissionen har den 16. marts 2004 endelig godkendt ordningen med en samlet beløbsgrænse for udbetaling på 15 millioner kroner. Fødevareministeriet og Fjerkræraadet samarbejder nu om at få de endelige formaliteter på plads, så de ca. 30 støtteberettigede kan få udbetalt deres erstatning. Fødevareminister Mariann Fischer Boel udtaler: ”Jeg er glad for, at Kommissionens godkendelse nu foreligger. Fjerkræproducenterne har haft god brug for deres tålmodighed, men nu kan vi inden for kort tid udbetale erstatningerne”. Kommissionens godkendelse er ikke helt så bredt dækkende som oprindeligt ønsket. For at få en afslutning på sagen besluttede Fjerkræraadet imidlertid i januar 2004 at dække de resterende tab med egne midler. ”Det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med, så vi kan sætte et punktum for denne sag,” siger fødevareministeren. Fakta om Newcastle Disease: • Newcastle Disease er en smitsom virussygdom, som rammer fjerkræ og fugle. • Mennesker kan ikke smittes med Newcastle Disease og kan derfor ikke blive syge af at spise æg og kød fra sygdomsramte dyr. • Fjerkræsygdommen findes over hele verden og er de seneste år set i bl.a. Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg, Østrig, Sverige og Danmark. • En epidemi af Newcastle Disease fandt sted i Danmark i juli og august 2002. 135 fjerkræbesætninger blev ramt, flest udbrud fandt sted i Sønderjylland. • De typiske sygdomstegn hos fjerkræet er lammelser, grøn-gullig diarré, væskeansamlinger specielt i hovedet, abnorme stillinger bl.a. hoveddrejning, åndedrætsbesvær, mørkfarvning af kammen. Mange af dyrene dør af sygdommen. • Sidste udbrud i Danmark blev konstateret den 28. august 2002. |
|||||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |